Foderplan og foderkontrol styrker sundhed og økonomi
Foderplan og foderkontrol er vigtige redskaber, som hjælper dig med at sikre, at din besætning får de næringsstoffer, den har behov for, og at foderet udnyttes mest økonomisk.
Din besætnings foderbehov varierer over året i forhold til kælvningsfordeling og mælkeproduktion og behovet for tilskudsfoder skal løbende afstemmes med de grovfoderkvaliteter, der indgår. Derfor er det vigtigt, at du får udarbejdet en god foderplan eller blanderecept, som tager hensyn til næringsstofkrav, sundhed, produktionsmål og økonomi.
Efter behov kan der udskrives tilskudsfoderlister og læsseplaner, som er med til at sikre stabilitet i den daglige fodring.
Foderkontrol sikrer, at fodringen fungerer optimalt
EFK, Endagsfoderkontrol er en opfølgning på, om foderplanen bliver fulgt og virker efter hensigten. Kontrollen gennemføres af en af vores kvægkonsulenter og giver dig overblik over, om køer og opdræt æder den mængde foder, der er beregnet i foderplanen, og om ydelsen og tilvæksten er, som de skal være. Kvægkonsulenten beregner bl.a. om næringsstofsammensætningen og energiudnyttelsen er optimal.
Du er velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål om foderkontrol.