Søg

Er din gyllekapacitet klar til 2027?

De kommende kvælstofreguleringer i 2027 kan få stor betydning for mange kvægbedrifter. Når kravene til udnyttelse af næringsstoffer skærpes, bliver opbevaringskapacitet og håndtering af gylle en vigtig del af både økonomi og driftssikkerhed. 

Anbefalingen er i stigende grad, at bedrifter har kapacitet til op mod 12 måneders opbevaring. Baggrunden er ønsket om i højere grad kun at udbringe gylle i vækstsæsonen, hvor planterne kan optage næringsstofferne bedst muligt. Det giver bedre kvælstofudnyttelse og mindre risiko for tab til miljøet. 

For mange bedrifter handler det derfor ikke kun om flere kubikmeter, men om fleksibilitet. Med tilstrækkelig kapacitet bliver det muligt at vente med udbringning til de rigtige vejr- og markforhold, fremfor at være presset af fyldte tanke. 

Samtidig bliver en del af den eksisterende kapacitet ofte brugt unødigt. Mange steder ledes overfladevand fra tage, pladser og befæstede arealer direkte til gyllebeholderen. Det optager plads, som i stedet kunne bruges til gylle, og øger både opbevarings- og udbringningsomkostningerne.  

Teltoverdækning af gyllebeholdere kan også være en effektiv måde at reducere mængden af regnvand i gyllen på. En åben gyllebeholder på 30 meters diameter modtager typisk omkring 700 m³ regnvand om året under danske forhold. Med teltoverdækning kan størstedelen af denne vandmængde holdes ude af beholderen. Det giver både mere reel opbevaringskapacitet og færre omkostninger til transport og udbringning af fortyndet gylle. Samtidig reduceres ammoniakfordampningen. Der er i øjeblikket ikke åbent for tilskudsordninger til teltoverdækning, men det forventes at åbne i slut 2026. Det forventes at tilbyde et tilskud på 40% af standardomkostninger.  

For nogle bedrifter vil løsningen være en ny gyllebeholder. På Landmand.dk er det muligt at se gylletanke i nærområdet, som måske har ledig kapacitet. Det kan derfor være relevant allerede nu at tage dialogen med naboer eller ejere af eksisterende tanke om mulighederne for samarbejde eller leje. 

Det er samtidig vigtigt at huske, at nye tanke ikke kan bygges fra den ene dag til den anden. Miljøgodkendelser, byggeansøgninger og myndighedsbehandling tager tid. Derfor er budskabet klart: Begynd planlægningen nu, hvis bedriften skal være klar til de kommende krav. 

Facebook