Snart sidste chance for opstart af 3-NOP (Bovaer)
2025 er året, hvor konventionelle mælkeproducenter for første gang skal bruge det metanreducerende fodermiddel 3-NOP, og hvis du endnu ikke har anvendt det, så er det ved at være sidste chance.
Kravet om brugen af 3-NOP i 80 dage skal være opfyldt inden udgangen af 2025. Derfor er sidste chance for at starte den 13. oktober 2025. Dog skal Arla-leverandører starte senest den 1. oktober, da der er krav om påbegyndelse den 1. i måneden.
Kravet om brugen gælder for alle konventionelle malkekvægsbesætninger på mere end 50 køer. For at kunne opfylde kravet skal alle malkekøer og goldkøer fodres med 3-NOP i minimum 80 dage, hvor de skal tildeles 60 mg pr. kg tørstofoptag pr. dag.
Inden start af fodring med 3-NOP skal der ligge dokumentation på brugen. Der skal være følgende dokumentation:
• Foderplaner for perioden, som viser brugen af et produkt, der indeholder 3-NOP, det daglige tørstofoptag, og tildelingen af 3-NOP pr. kg TS
• Mærkningsseddel på varen, som indeholder 3-NOP
• Faktura på den indkøbte vare, som indeholder 3-NOP
• Dokumentationen skal gemmes i 10 år
Inden opstart er det vigtigt, at du giver dit mejeri besked om, hvornår du påtænker at starte.
Mange planlægger at bruge 3-NOP i de sidste tre måneder af 2025 samt de første tre måneder af 2026 for at gøre processen nem. Dog er det vigtigt, at det forventede forbrug af 3-NOP til 2026 ikke købes, før der er søgt om tilskud til 2026, da der ellers ikke vil kunne søges om tilskud.
Denne ansøgningsrunde forventes at åbne den 25. september 2025.
Vi hjælper gerne med at finde den bedste løsning for din ejendom samt lave foderplaner til dokumentation. Dog vil vi gerne opfordre til at tage snakken med jeres rådgiver tidligt, så vi finder den bedste løsning, og at det er muligt at nå at få leveret varerne fra foderstofvirksomhederne. Så tag allerede nu fat i en rådgiver, så planlægningen forløber så gnidningsfrit som muligt.