Arbejdsmiljø i landbruget
Et godt abejdsmiljø for ejere og ansatte er lige så vigtigt som sunde og raske dyr. Både for at lave gode produktionsresultater og for at det er en fornøjelse at komme på arbejde.
Ifølge arbejdsmiljøloven skal bedrifter med ansatte lave en APV – ArbejdsPladsVurdering – og den skal som minimum revideres hvert tredje år. Desuden skal der afholdes en årlig arbejdsmiljøsamtale med de ansatte. Af Lov om arbejdsmiljø, kapitel 1, § 1 fremgår at: Formålet med loven er at skabe et sikkert og sundt fysisk og psykisk arbejdsmiljø, der til enhver tid er i overensstemmelse med den tekniske og sociale udvikling i samfundet. Og at skabe grundlag for at virksomheder kan få hjælp til selv at løse sikkerheds- og sundhedsspørgsmål.
Selve APV’en har til formål at afdække risici i forbindelse med arbejdets udførelse. Den består dels af en kortlægning af arbejdsprocesser og dels af en handleplan. Den skal selvfølgelig være tilgængelig for alle medarbejdere til enhver tid.
Det vigtigste er altid at have sikkerheden som første prioritet. Her spiller grundig instruktion og oplæring en vigtig rolle. F.eks. ved brug af maskiner eller arbejde med store dyr som kvæg. Hvis I oplever at det er lige ved at gå galt giver det god mening at tage en snak om det, når alle medarbejdere er til stede. På den måde kan det forhåbentlig undgås at en nærved ulykke bliver til en ulykke en anden gang. Snakken kan f.eks. indeholde følgende punkter:
- Beskriv hvad der skete?
- Hvilke fysiske forhold førte til det?
- Kunne arbejdet være tilrettelagt på en anden måde?
- Kan noget lignende ske andre steder på arbejdspladsen?
- Hvordan kan vi forebygge at der sker en ulykke?
Der er et antal ulykker, som ikke bliver anmeldt. Men, hvis en ulykke ikke bliver anmeldt så mister arbejdstageren sin ret til erstatning ved skader. Herunder også skader, som måske ikke er tydelige straks efter ulykken. Det er arbejdsgiverens pligt at anmelde arbejdsulykker. Uanset om ulykken kunne være undgået eller er selvforskyldt. Arbejdsulykken skal anmeldes hvis den er årsag til at medarbejderen ikke kan udføre sit sædvanlige arbejde i mindst èn dag udover den dag vedkommende kom til skade. Eller hvis arbejdsulykken giver medarbejderen ret til erstatning efter Arbejdsskadesikringsloven, f.eks. erstatning for varigt mén eller tabt erhvervsevne.
Hvis dine ansatte ikke er bange for at sige fra i forhold til risikofyldte opgaver, og I ser fejl som en mulighed for forbedring, så har I en god sikkerhedskultur med fokus på måden I arbejder på.
Inger-Marie Antonsen, ima@velas.dk