Søg

Nye regler for sædskifte fra 2023

Af Andreas Eriksen, planteavlskonsulent VKST, ane@vkst.dk, 2081 2725

Fra 2023 kommer der nyt krav om sædskifte på bedrifter med omdriftsarealer. Det nye krav afløser det nuværende grønne krav om flere afgrøder.

Dette skal ske ved en rotation af afgrøder på bedriftens omdriftsarealer, og begge kriterier skal opfyldes. Referenceår for begge kriterier bliver 2022.

  1. På 35 pct. af bedriftens omdriftsarealer skal der årligt sås en ny afgrøde.
  2. Du må maksimalt have den samme afgrøde på det samme areal tre år i træk. 

Det betyder, at du i 2023 på 35 pct. af dit omdriftsareal skal have en anden afgrøde, end du havde i 2022.

”OMDRIFTSAREALER ER DIT BRUTTOAREAL FRATRUKKET VEDVARENDE GRÆS, AREALER MED BRAK,  FRØGRÆS OG FODERGRÆS”

I forhold til kriterie 2 betyder det, at hvis du i 2022, 2023 og 2024 har samme afgrøde på samme areal, skal du i 2025 have en anden afgrøde.

For majsarealer gælder, at hvis du årligt udlægger græsudlæg i majsmarken senest i juni måned, og lader udlægget ligge frem til 1. februar, tæller græsudlægget som en ny afgrøde. Med denne praksis kan der således være majs på samme areal i mere end tre år i træk.

Facebook