Overvågnings- og saneringsprogram mod Paratuberkulose
Der er nu igangsat en ”Operation Paratuberkulose 2.0: Et overvågnings- og saneringsprogram mod Paratuberkulose i kvægbesætninger” som et redskab til at skabe overblik over og få kontrol med Paratuberkulose på bedriftsniveau.
Paratuberkulose er en kronisk, smitsom tarm-bakterie-sygdom hos kvæg og andre drøvtyggere, som forårsages af mykobakterier. Tarmslimhinden bliver gradvist fortykket og evnen til at optage næring reduceres.
Kvæget smittes som regel i løbet af dets første leveuger efter at have drukket mælk eller ædt foder, der er forurenet med bakterierne. Disse spredes med gødningen eller mælken fra inficeret kvæg, primært moderkoen eller gennem et uhygiejnisk kælvningsafsnit. Infektionen udvikler sig langsomt (måneder til år), og tegnene på sygdommen er forskellige afhængigt af infektionens stadium, men de starter med nedsat produktion efterfulgt af vægttab, diarré og kan ende med død. Typisk vil dyr med Paratuberkulose miste 10 pct. i slagteværdi og have 10-12 pct. lavere mælkeydelse. Dertil skal lægges den smittespredningsrisiko, som en smittet ko udgør for de øvrige dyr internt i besætningen – og udadtil for andre besætninger.
Hos førstekalvs-køerne medfører infektionen, at ydelsen falder hurtigt efter top-ydelsen. Blandt andenkalvs-køerne er de smittede køer trykket i ydelse gennem hele laktationen. Køer i tredje eller senere laktationer med let forhøjet antistof niveau viser kun mindre ydelsestab mens ældre køer med højt antistof niveau har en trykket ydelse gennem hele laktationen. Paratuberkulose kan derved giver store produktionstab, hvis ikke der gøres noget for at begrænse smittespredningen inden for besætningen, da tabene ellers vokser år for år.
Det er et værdifuldt værktøj til at få et overblik over statussen på den enkelte bedrift og dermed tegne sig et billede af hvor stort et ydelsestab sygdommen vil udgøre på bedriften. Det er muligt at tilmelde sig tre forskellige teststrategier afhængigt af formål og målsætning for bedriften. Derfor vil din kvægrådgiver være behjælpelig med at udpege den mest optimale løsning på netop din bedrift.
Der er muligt at være med for et månedligt kontingent på 31,25 kr. pr. besætning uanset hvordan dyr udpeges. Prisen er 30,25 kr. pr. test uafhængigt af hvilken af de tre strategier der vælges.
