Vommens flydelag påvirker foderudnyttelse og fedtprocent
At fodre en ko handler grundlæggende om at fodre mikroorganismerne i vommen, og at opretholde et velfungerende flydelag. Vommens sundhed vurderer vi i praksis oftest på drøvtygningsaktiviteten, foderomsætningen og dermed også gødningskonsistens og partikler, samt på mælkens fedtprocent og ved ydelseskontrollen de novo dannede fedtsyrer.
Klassisk klinisk eller subklinisk sur vom opleves ofte ved et pludselig fald i fedtprocenten og ufordøjet gødning i forbindelse med et foderskifte, hvor andelen af letfordøjelige kulhydrater (sukker, stivelse og andre små sukkerarter) øges i forhold til andelen af NDF (cellevægsstoffer). Når den stigende syreproduktion i vommen ikke kan absorberes hurtigt nok til blodet, reduceres pH, hvilket påvirker de mikroorganismer som nedbryder NDF i negativ retning. NDF fra foderet er udgangspunktet for en væsentlig del af koens egne producerede fedtsyrer (de novo fedtsyrerne), og derfor falder fedtprocenten i mælken.
I de mere atypiske tilfælde opleves nogle langsomme men markante fald i fedtprocenten, som det fremgår af de to grafer fra holsteinbesætninger nedenfor (lyseblå kurver). I disse tilfælde er vommens flydelag langsomt blevet mindre og mindre, da foderrationens daglige tilførsel af struktur har været for lav. Da tilpasningen er sket over en længere periode, har dyrene ikke udvist de klassiske symptomer på sur vom, og kg mælk produceret er uændret, men det er alene fedtproduktionen der påvirkes, så samlet falder kg EKM. For begge besætninger gælder, at den negative udvikling blev vendt ved at tilføre mere grov struktur til rationerne, som oftest i form af hhv. helsæd, halm eller en mere strukturrig græs eller hø.

Gennem de senere år er grovfoderkvaliteten på malkekvægsbedrifterne forbedret, så køerne kan æde en større andel. Samlet set er det positivt, at køerne har et stort grovfoderoptag, da det reducerer risikoen for sur vom, og dermed forbedrer sundheden i koen. Dog sker det at rationen ikke indeholder tilstrækkeligt med ”pindet materiale” til at skabe et godt, stabilt flydelag i vommen, og dermed bliver volumen af flydelaget gradvist reduceret. Oftest ser vi det i rationer med ”fysisk blødt” græsslæt, eller meget fintsnittet majs.
Flydelaget i vommen består af lange partikler med en lav vægtfylde, som flyder øverst i væskefasen. Efterhånden som partiklerne bliver omsat mister de deres opdriftsevne og udfælder, hvorved de kan passere ud af vommen og videre i fordøjelseskanalen. De må derfor kontinuerligt erstattes af nye lange partikler for at opretholde et velfungerende flydelag. Partiklerne i flydelaget bruges af mikroorganismerne til at kolonisere og formere sig, og især de mikroorganismer, som nedbryder NDF er lokaliseret hér. Derfor vil foderudnyttelsen af primært NDF blive forringet, med fald i de novo fedtsyreproduktionen til følge. Samtidig fungerer flydelaget også som et filter, som tilbageholder de lidt mindre grovfoderpartikler med knap så stor opdrift, og dermed øges tiden til nedbrydning af disse.
Når vommen fodres, så den er velfungerende, sikres en tilstrækkelig spytproduktion med den basiske bikarbonat og effektive vomkontraktioner. Sidstnævnte sikrer, at de producerede syrer transporteres ud til vomvæggen, hvor de absorberes, så pH-faldet i vommen reduceres, og at bikarbonaten blandes med de producerede syrer. Samtidig viser forsøg også at effektiv vommotorik giver en hurtigere transport af væske med små partikler ud af vommen, heriblandt stivelse. Det er en fordel for koen, da en del af stivelsen undgår at blive omdannet til pH-belastende syrer i vommen, og i stedet absorberes i tyndtarmen (by pass).
Foderplaner laves med øje for andelen af NDF og vomfordøjeligt NDF, da det er nogle af de parametre, som ofte bruges til at sikre at rationen er sund og ikke resulterer i den klassiske sure vom.
Men vær opmærksom på, at selv om de kemiske analyser, som ligger bag foderplanen viser, at det bør være en sund og velbalanceret ration, så er det vigtigt, at der opretholdes en passende mængde fysisk struktur til at skabe et godt flydelag til gavn for koens fordøjelse af NDF og en god fedtprocent, og en god fodringsøkonomi.